Et lille blik på musiklæreren i folkeskolen

I forbindelse med mit projekt, synes jeg, det kunne være interessant at undersøge, hvem der er modtager og forhåbentlig bruger af undervisningsmaterialet. Jeg har snakket med ledelsesteamet på mit arbejdet, musikvejlederen og musiklærerne på min skolen, Kirsten Juul Seidenfart, der bl.a. udarbejder undervisningsmateriale og afholder kurser for folkeskolelærere samt musikere, der er ude og afholde skolekoncerter.

I min snak med mine ledere på Strib Skole kom vi ind omkring de forskellige typer, de har haft erfaringer med.  ”Kunstnertypen”, som selv laver musikken og også selv spillede musik i fritiden – som brænder for faget. Hendes opgave er nærmest at smitte sine elever og alle omkring hende med musik. Musik er noget man skal føle. Energien og drivet smittede også af på eleverne. Hendes mission er ikke, om der blev spillet helt rigtigt og om det lød godt, mere, at det bare er fedt. Modsat er der typen, hvor fokusset er på, at det skal lyde fantastisk og korrekt – den mere perfektionistiske type. Begge typer kan godt fremstå som ”Primadonnaer”. Man har noget vigtigt – og det må andre da kunne forstå.
Begge disse typers indgang til faget kommer fra deres egen tilgang til musikken. Deres idé og vision for faget kom fra et personligt sted og ikke så meget fra fagformålene.

Netop denne egen interesse og det, at de brænder for musikken gør, at begge mine ledere oplevede, at de arbejdede mere kreativt med faget end de musiklærer, som går meget normativt til faget. Den, der arbejder meget normativt prøver ikke så meget af.

Mit ledelsesteam konstaterede dog, at de fag, som ofte ses og omtales som de kreative fag, ikke nødvendigvis indeholder de kreative personer. Sådan synes de ikke man kan stille det op. Kreativteten er ikke bundet op på bestemte faglærere og fag.

Kirsten Juul oplever på sine kurser en enorm spredning på kompetencer på kursusdeltagerne. Især oplever hun, at musik i indskolingen ofte varetages af lærere, der ikke har faget på linje. Hun oplever, at faget nærmest bliver mobbet og nedprioriteret rundt på skolerne og i systemet. Der er ikke forståelse for arbejdet bag musikken – morgensamlinger, optræden med klasser, stille op og pakke sammen, øvetiden osv. En snak og debat, jeg tænker, vil være ganske god at åbne op for på skolerne og i samfundet generelt! Og jeg tænker netop det fokus på kreative processer og hele det fokus jeg prøver at arbejde med i opgaver, åbner op for gode argumenter for, at prioriterer bl.a. musikfaget i meget højere grad.

Ud fra evalueringer fra kurserne og feed back på undervisningsmaterialet nævner Kirsten, at det er tilgængelighede i hendes materiale, der er godt. Det kræver et minimum af forberedelse, og hun oplever ofte, at op mod 80% af dem, hun møder, er underdrejet i forhold til musik. Derfor er hun meget opmærksom på, at lave ørehængere og lette øvelser – materialet skal være lige til at lukke op og gå i gang med.
I Kirstens undervisningsmaterialer har hun klart mest fokus på den del af faget, der hører indunder ”Musikalsk skaben”. Det er her, hun oplever, de fleste udfordringer er. På de kurser hun afholder italesætter hun løbende de steder, hvor man kan tilføje ”Musikforståelse” og ”Musikudøvelse” via arbejdet med skabelsesdelen. Musikudøvelsesdelen, oplever hun, giver dog lidt mere sig selv.

På kurserne bruger Kirsten tid på, at åbne øjnene op for dem, der har svært ved at skabe rummene for, at lade musikken leve. Hun oplever, at det er svært at turde give lidt slip. Det gælder faktisk både for dem, som ikke selv kan spille, men også for dem som er rigtig gode udøver selv.

Det at turde give lidt slip er vel nærmest essentielt i forhold til at arbejde med kreative processer, så hvordan udarbejder man et tilgængeligt materiale, hvor de kreative processer er omdrejningspunktet, og som samtidigt er tilgængeligt og lige til at gå til?

Når Kirsten oplever faget og lærerne som underdrejet, og mine ledere har oplevet musiklærer som ”primadonnaer”, giver det måske god mening. Hvis ikke man er villig til, at ytre sig og tydeliggøre musikfaget og ens egen rolle i faget, bliver man nedprioriteret. Det kan da i hvert fald være et muligt bud. Musikfaget har brug for, at nogen kæmper og står vagt for det. Hvilket i bund og grund ikke giver nogen mening, da faget indeholde så store muligheder i forhold til alle de redskaber, kompetencer og egenskaber, som skolen skal leve op til.

Samtidig er musiklæreren den lærertype, som oftest udstiller sig selv og sit arbejde for andre – både på og udenfor skolen. Bare det, at spille til fællessang gør, at man viser sine kompetencer frem. Som musiklærer er man ikke nødvendigvis en dygtig pianist, men man bliver ofte alligevel nødt til, at spille op til fællessang. Når man har øvet noget i musik med en klasse, er det fedest, at eleverne får mulighed for, at vise dette for andre – andre klasser, forældre eller … Der er ikke mange andre lærere, der på den måde udstiller sig selv og sin faglighed så meget, som en musiklærer egentlig gør.

Af en eller anden grund, så gør musiklæreren det gerne. Det løfter nemlig fællesskabet! Samtidig får musiklæreren også mulighed for, at høste de opturer og “sejre”, der er forbundet med, at sætte sig selv i spil. Netop ved, at have antennerne ud og være opsøgende og måske selv skabe noget, er et stor drive – især, når det lykkes.

Og jeg er enig i, som mine ledere oplevede de musiklærere, de har haft erfaringer med, at musiklæreren laver altså noget, der er vigtigt, så man skal altså passe på dem.

I en snak med musikvejlederen og -kollegaer på min skole står vi faktisk i den situation, at når der, af den ene eller anden grund, er en musiklærer, der forlader skolen, kommer der ikke en ny. Vi er pt. halv så mange musiklærere på min skole nu, som da jeg startede for 7 år siden. I kommunen til musikvejledermøderne har de også haft snakken – det er samme oplevelse de har rundt på de andre skoler.

Det bliver interessant at se, om der i fremtiden fortsat er musiklærere, der underviser i andre fag også. På flere skoler er der én musiklærer, og den person står for ALT musikken. Måske bliver indskolingsmusikken varetaget af lærere, der ikke har faget på linje. Ofte er de lærere vældig dygtige og grebet af netop musikfaget. Men gad vide om det får betydning for skolens dannelsesansvar? Jeg tænker, at udfordringen bliver, at én musiklærere på en skole, er i mange forskellige klasser. Det bliver svært at byde ordentlig ind i klasseteams om de enkelte klassers trivsel. Kan man nå, at lære de forskellige klassers behov og udfordringer at kende?
I forhold til hele mit skriv om kreativitet og det, at vi er stærkere i samarbejde, stikker den her model, med kun en musiklærer, lidt i en anden retning.

Der er noget i forhold til hvordan faget bliver prioriteret rundt om på seminarierne, hvilke vilkår der er på skolerne og hvordan mulighederne er for, at udvikle sig selv og egne kompetencer, som spiller ind her.

Det at “brænde” for sit fag kræver at man får lov. Det kræver et frirum, hvor der er mulighed for at lege og eksperimentere. – Googletanken med 20%-reglen, hvor alle i virksomheden må lave lige det de selv finde på, giver god mening. Man skal have mulighed for, at nyde de opturer og sejre faget giver, så man ikke “brænder” ud. Om det lige skal være Googlemåden ved jeg ikke. Men som Kirsten skriver, at hun faktisk oplever musiklærerne som underdrejet og presset – hun skriver, at faget bliver mobbet – så skal der da i hvert fald gøres et eller andet.

Om man synes musiklærerne er “primadonnaer”, laver noget, der er meget vigtigt, yder til fællesskabet eller hvad man nu tænker, så kan musiklærerne noget, som er en del af hele skolens virker, som ikke kan undværes. Vi er en del af det, som skolen skal leve op til!

Via disse links, kan man tilgå de andre tekster i denne menu:
Om; Børn og unge; Kreativitet; Hvem er jeg;
Coronaudfordringer, overordnet refleksion og hvad skal der ske fremadrettet; Et overblik over mit studieforløb; Litteraturliste