Jeg har valgt at lave mine forløb med fokus på hvert fag, hvor der i begge forløb bliver opfordret til, at lave et samarbejde med et andet fag og evt. den lokale folkekirke. Dette har jeg gjort, fordi fagene er adskilte på Gyldendals fagportalsoversigt. Jeg bliver nødt til, at fange enten musiklæreren eller kristendomslærerens opmærksomhed, så de tager initiativet til et samarbejde.
En anden mulighed kan også være, at få delt forløbene med Kirkens Skoletjeneste, på den måde vil en invitation fra den lokale folkekirke også være en mulighed.
Jeg tænker, der kan være en fordel i, at forløbene kan laves i større eller mindre grad af samarbejde og koordinering. Det er lettere, at lave tværfagligt samarbejde, når man kender forløbets gang, og har prøvet det med sin egen klasse først. Det kræver nemlig lidt ekstra, når man vil bryde op med “normalen”. Det kræver overvejelser og noget ekstra planlægning og et overskud, hvis man skal “forstyrre” sine kollegaer.
Det som jeg oplever, ofte bliver en udfordring i grundskolen, er hverdagen. Bl.a. det som Sir Ken Robinson fremhæver i sit syn på skolesystemerne rundt i verden, at dagene forløber som et samlebåndsarbejde, hvor alt skal times og tilrettelægges efter et ur, en klokke.
Et langt stykke hen af vejen giver sådan en struktur god mening. På min skole, der har tre spor, er der 30 klasser. Vi er inddelt i 3 afdelinger, indskoling, mellemtrin og overbygning. Vi er som lærere som udgangspunkt tilknyttet en af disse tre afdelinger. Hverdagen hænger nogenlunde sammen. Klasserne har som udgangspunkt en lærere eller pædagog i hver lektion. Ved sygdom eller anden fravær har vi tilkaldevikarer, der overtager undervisningen eller også dækker vi ind for hinanden.
Jeg har taget min uddannelse på det tidpunkt, hvor alle skulle have fire linjefag. Jeg har udbygget mit idræt, så jeg også har svømning. Men jeg har kollegaer, der har taget uddannelsen ud fra andre vilkår.
I min nuværende 4.c er der seks forskellige lærere og en pædagog, der varetager klassens undervisning. En af disse lærere er klasselærer i overbygningen og en anden er primært i indskolingen og pædagogen er i indskolingen og SFOen. Hver gang vi ikke er i 4.c er vi i andre klasser, i andre afdelinger, har møder eller forberedelse. Jeg er selv i indskolingen i forbindelse med musik på 1. – og 2. årgang og idræt på 1. årgang.
Ønsker jeg, at have tid til fordybelse med min klasse, hvor vi f.eks. kan tage over i kirken og arbejde med kreative processer, skal de klasser jeg ellers skulle have haft, have en vikar, og mine kollegaer skal tilsidesætte/udskyde deres planlagte undervisning samtidig med, de skal ind og agere vikar i andre klasser i fag, de ikke nødvendigvis er uddannet eller har kompetencer i. Hvis ikke jeg har undervisning, bliver det min forberedelse, der ryger. På den måde skal jeg overveje, hvad der skal foregå i undervisningen de efterfølgende dage, på andre tidspunkter eller gå og planlægge lidt i de huller der evt. opstår i løbet af den anderledes dag. Jeg skal udskyde rette- og responsarbejdet til senere. Dermed forlænges perioden for returneringen af elevernes afleveringer. Jo længere tid der her går, jo mindre relevant bliver det for eleven.
Skolen og mine kollegaer er meget samarbejdsvillige og går langt for, at få tingene til at nå sammen. Men hver gang man vælger at bryde op, stå man med forberedelsen af den kreative proces samtidig med, man skal planlægge sin undervisning til den vikar, der skal overtage den undervisning, man ellers skulle have varetaget. Hvor ofte kan man byde klasser, at have vikar? Hvor ofte kan man bede sine kollegaer om, at udskyde deres arbejde, og på den måde presse dem på tid? Skal det være et spil i lotteriet om ens barn får en lærer, der vælger, at bryde op og lave anderledes processer for en enkelt klasse?
Ryster man i en enkelt snor i spindelvævet ryster man hele nettet. Kunsten bliver så, om rystelserne udvikler og styrker trådene, eller om nogen simpelthen brister og forbindelsen og samarbejdet smuldre?
Hvis man skal forholde sig til lærerens position i forhold til netop læring og motivation hos eleverne, må det at få en vikar, der måske ikke er uddannet lærer eller en vikar, der godt nok er lærer, men er blevet bedt om, at vikariere i et fag, de ikke har kompetencer i, ikke rigtig være fordrende for læring og motivation. En nedskrevet vikarplan kommer ikke omkring alle nuancerne. Det kommer de vikarramte klasser til at betale prisen for. Det dilemma skal man forholde sig til, hvis man gerne vil lave kreative processer med en klasse, der bryde hverdagens struktur.
Få at få tid til fordybelse har mange skoler lave en struktur, hvor der enten hver uge eller måned, eller på anden vis, brydes op i skemaet, så man har en hel dag til at fordybe sig i. På den måde bliver samlebåndstanken brudt op og der bliver skabt rammer og mulighed for fordybelse.
Kunsten bliver ude på skolerne, at få givet lærerne den tid og rum, det kræver, at få skabt en god proces, som netop kan tilgodese læring, motivation og nysgerrighed hos eleverne. Er læreren velforberedt, motiveret og har egen interesse i arbejdet, er sandsynligheden for læring hos eleverne vældig gunstige. Det gælder i den normale undervisning, men i særdeleshed også i fordybelsesdagene, da tiden og det opbrudte skema ikke i sig selv skaber kreativitet.
Der skal en velvillighed til økonomisk at frigive lærerne noget mere. Der skal en tillid til, at skolerne godt kan udfylde rammen for god undervisning og læring selv. Lad lederne og personalet ude på skolerne tænke tankerne i forhold til struktur og indhold. Der er lige nu meget topstyring og kontrol, det binder systemet og gør det meget rigidt og ufleksibelt. Der er mange kreative lærere og ”drivet” i forhold til, at yde det ekstra, er der, men topstyring fordre ikke de kompetencer, der er tilstede.
Corona har i den grad åbnet op for netop denne debat. Sidste forår og dette forår, hvor den daglige struktur har være brudt op på en masse forskellige måder, har puste til opmærksomheden i forhold til, hvor eleverne trives og hvordan de trives.
Hvad giver det, at have få lærere i en klasse, halve og hele fagdage og onlineundervisning? Hvilke ulemper er der?
Alt det her åbner forhåbentlig op for en noget mere konstruktiv debat, hvor lærernes erfaringer og input, måske kan blive hørt og inddraget noget mere end ved tidligere skoledebatter.
Musikfaget har haft lidt svære vilkår, da musik er et fysisk fag, hvor man kommer hinanden ved. Og alligevel, har der været et hav af sparring på sociale medier, hvor mange har gjort, hvad de kunne, for at holde gang i musikundervisningshjulene. Der er meget godt at finde i de forløb, som jeg løbende skal dykke ned i, bruge af og tilpasse, så de passer ind i den hverdag der kommer på sigt.